Digte om mit livs smerte og angst

Slip mig fri..
Jeg ligger og lytter tør ikke sove,
jeg kan ikke tro på dine love.

Jeg er og bliver din fange,
er meget  angst og bange.

Jeg er kun et barn,
men du har mig i dit garn.

Hvad har jeg dog gjort dig,
siden du gør dette imod mig.

Du truer mig til stilhed,
men giv mig dog min frihed.

Hadet..

Jeg kan se i dine øjne,
at nu nærmer natten sig.

Jeg er meget bange,
for nu vil du misbruge mig.

Jeg kommer nok aldrig fri,
oh, hvor jeg dog hader dig.

Dybe ar..

Jeg kom ud af dit stamme garn,
men nu er jeg ikke mere et barn.

Jeg har kæmpet, med angsten i mange år,
kæmpet for at hele mine sår.

I min krop vil der altid være en side,
som en del af mig, der må for evigt lide.

Men nu er jeg blevet en voksen pige,
der endelig tør stå frem og sige.

Du gjorde mig meget fortræd....

Du kvalte noget kostbart..

Man siger incest er et frygtelig ord,
jeg vil nu kalde det for mord.

For du kommer, som en morder,der er på rov,
der myrder og ødelægger, uden at få lov.

Du kvalte noget meget kostbart,
inden det havde fået en ordentlig start.

Da det var dræbt, du skar det væk,
for dig var det bare affald, i en gammel sæk.

Men stadig i dag, det føles som et åbent sår,
du fjernede noget, som jeg savner og aldrig mere får.

Du fik lov at gå fri...

Du fyldte mit liv med skræk,
mon det dog aldrig går væk.

Angsten har limet sig fast,
i mig, som den tungeste last.

Jeg har stædigt kæmpet,
for at få angsten dæmpet.

Du satte dine dybe spor,
der hvor min uskyldighed bor.

Det er kun et gabende hul,
som om uskyldigheden kun var et nul.

Tænkte du dig slet ikke om,
at du kunne risikere en dom.

Eller var du så sikker i din sag,
at tavsheden, ville jeg gemme mig bag.

Men i dag har jeg fortrudt,
at jeg ikke fik dig skudt.

Ja det er bitter og hårde ord,
men du plantede dem selv på mit bord.

Angsten er jeg for evigt fanget i,
men du fik desværre, lov til at gå fri .

En kujon eller nattens dæmon..

Til tider er du en kujon,
andre, min nats dæmon.

Du gjorde et barn fortræd,
hørte du ikke at jeg græd.

Du kan ikke kalde dig en mand,
for du hører til i en skraldespand.

Du er ikke min tårer værdig,
men et sølle skrog og færdig.

Den ene dag er jeg ikke bange,
den næste er jeg igen angstens fange.

Din skygge har fulgt mig i mange år,
hvorfor fanden, pakker du ikke sammen og går.

Hvor mange piger har du besat,
så de kæmper mod dig dag og nat.

Var jeg den første eller den sidste,
bare jeg dog - det vidste.

Kunne jeg ha' forskånet disse pigers krig,
ved dengang at komme med angstens skrig.

Mit mareridt...

Jeg blev rædsel i min drøm,
det var som at få elektrisk strøm.

Der lammer mig total,
for den kom fra helvedes dal.

Mit liv har du ødelagt,
kan du ikke i helvede blive bagt.

Så jeg endelig kan blive fri,
og dette mareridt er helt forbi.

Jeg hader dig af hele min krop,
skal jeg dø, før dette holder op.

For du bliver ved i din jagt,
over mig du stadig har magt.

Du ender i helvede..

Jeg lærte i livet at tilgive,
men for dig vil det aldrig blive.

Jeg håber når din tid, den kommer,
at gud vil være en retfærdig dommer.

For i himlen har du ikke hjemme,
du skal ned i helvede, til de slemme.

Jeg ønsker hos fanden du vil blive straffet,
for al den angst du os andre har skaffet.

Du vil blive brandmærket i panden,
så du forbliver en djævel og fanden.

Hvis jeg skulle bestemme, for du aldrig fred,
du vil flakke hvileløst fra sted til sted.

Det er hvad jeg håber og ønsker for dig,
for du gjorde livet til et helvede for mig.

Mit indre lille barn.

Inden i mig findes en lille pige,
der ikke altid ved, hvad hun skal sige.

Mit indre lille barn er bange,
hun er spærret inde som en fange.

Pigen bliver angst og gemmer sig,
som om, hun ikke er den samme som jeg.

Mange dage er hun stille og stum,
for hun føler sig lille og dum.

Til andre tider på hjælp hun råber op,
hun ønsker opmærksomhed inde i min krop.

Hun har oplevet svigt og nederlag,
så håbet er frihed for hende en dag.

Hun vil så gerne hører livets glade sange,
men hun ser dem kun som den farlige slange.

Der ligger parat til drøje huk,
så hun græder med et sorgfuldt suk.

Gid hun kunne skrue tiden tilbage,
så hun lærte at nyde livets dage.

Så ville vi sammen glade gå - hånd i hånd,
i stedet for at have angstens rædselsfulde bånd.