Stor forandring i mit liv

I 1995 vendte mit liv sig lige pludselig rundt.

Jeg havde altid været en pige, der havde mange jern i ilden.
Jeg arbejde som social og sundshedshjælper i hjemmeplejen. Men begyndte at få flere og flere smerter.
Til sidst kunne jeg ikke holde det ud mere, og gik til min læge, som sendte mig til fysioterapeut, fordi vi regnede bare med, det var muskelsmerter, som de kunne hjælpe mig med.
Men efter flere behandlinger, begyndte mit venstre ben at ekse, når jeg gik, og jeg kunne falde lige så lang jeg var.
Jeg taber også hvad jeg bære i min venstre hånd. Men i dag har lært disse fare at kende, og tager det som en naturlig ting, jeg ikke skal bære noget i for  lang tid i hånden. Det er blevet en så indgroet vane, at jeg ikke længere tænker over måden jeg bære ting på. Men der blev slået meget porcelæn i stykker, inden jeg nåede så langt.
Jeg var til undersøgelser, både på Viborg sygehus, på Skejby sygehus, og her på Skive sygehus.

Efter godt et halvt år blev diagnosen så endelig fundet. Fibromyalgi.

Men jeg havde det meget dårligt med at skulle erkende, at det var slut med at arbejde, så jeg blev ved at kæmpe, for at finde noget jeg kunne.
Men efter knap 2 år på sygedagpenge og forskellige slags jobtræning, måtte jeg opgive og søge pension.

På dette tidspunkt havde jeg meget svært ved at gå lange strækninger. Det er gudskelov blevet meget bedre. Da jeg kom i medicinsk behandling, hjalp det meget. OK jeg tager ikke lige en marathon eller bestiger et bjerg.:-))
Men der findes desværre ikke endnu, noget medicin der virkelig kan tage mine smerter.
Her har jeg prøvet mig frem, med forskellige smertestillende tabeletter. Men intet kan tage mine smerter helt.
Jeg har daglige smerter, og andre gener, som hører sygdommen til. Men selvfølgelig svinger det meget.
På gode dage kan jeg gøre meget af de daglige gøremål, som nu findes i en husholding. Andre dage må jeg opgive, og tage den med ro. Men jeg er jo nok lidt stædig, og gør ting, for som jeg plejer at sige, Jeg er jo ikke lam, har "kun" smerter
Jeg har lært at planlægge mine dage, så godt som muligt, det nu lader sig gøre. For det kan ikke nytte noget jeg tror, jeg kan klare det hele på en dag. så går det galt.
Jeg kan hellere aldrig sige hvordan dagen i morgen bliver.
Men jeg kan nu godt finde på, at gøre noget jeg ved, vil give mig mange smerter, for livet skal jo også leves. Men det er nøje gennem tænkt hvad jeg gør.
    
Her i 2005 har jeg jo så levet med sygdommen i 10 år. Har lært at være førtidspensionist. Det var nok det sværeste, at skulle erkende, jeg ikke skulle på job mere.
Men har dog trods alt fundet en livsrythme, der giver mig glæde og værdier i mit liv. Som ses her på min hjemmeside har jeg bl.a. mange hobby's.
                    
Her i begyndelsen af det nye år. 2006.
kan jeg se --- at min sygdom har forandret sig.

Der bliver flere og flere meget krævende og tunge ting, jeg må melde pas over for. Men forsøger dog at bevare mit go' på mod. Jeg har  da mange posetive ting i livet.
For de er her jo heldigvis stadig.. og jeg skal stadig opleve og udforske mange ting.

Smerterne ta'r jeg som de kommer. Dem kan jeg jo desværre ikke løbe fra., for løber skisme da ikke så stærkt