Livets mørke side

Søger lyset!!

Livet leves indesluttet og gemt,
selvværdet krøbet og temmelig klemt.

Dagene forsvinder i mulm og mørke,
sindet føles udpint og med tørke.

Alt hvad jeg troede på - det ramler,
rundt i ruinerne jeg forvirret famler.

Kan ikke finde sindets ro,
leder og søger efter lysets bro.

Jeg ved jo broen eksistere,
kikker ned i afgrunden og orker næsten ikke mere.

Spejder dog atter efter livets lys,
vender rundt - og forlader dødens gys.

Op fra en kælder!!

Mit sind har været som en mørk kælder,
jeg var fanget af en masse fælder.

Der var meget mørkt og koldt,
det føltes som jeg - om et isbjerg holdt.

Da jeg først var kommet derned,
ville intet lykkes og jeg bare gled.

Jeg baskede rundt i en grå og trist tåge,
som en vingeskudt og skadet måge.

Da jeg endelig fandt vejen op,
var der langt til trappens top.

Det var som der i mig gav et gys,
da jeg langt om længe så et lys.

Spærret inde!!

Var spærret inde i mit fængsel,
du hørte min tavse længsel.

Kom og fandt nøglen frem,
åbnede døren lidt på klem.

I min celle der var så koldt,
men et lys du i hånden holdt.

Jeg rejste mig langsomt op,
mærkede uroen i min spændte krop.

Tog små og forsigtige trin,
med et meget usikkert og bange grin.

Jeg endnu engang af mørket kom ud,
og solen ramte min sarte hud.

Håber nøglen er smidt bort,
til fange skabets tunge port.

Natten!!

Nu sniger natten sig stille frem,
jeg slukker lyset i mit hjem.

Håber når mørket sænker sig,
der bliver lidt ro i mig.

Jeg vil mig i natten gemme,
måske i drømme kan jeg glemme.

Lader dynen smyge om min krop,
nu må jeg ikke give op.

Til mørket jeg vænner mine øjne,
vil ikke tænke at livet kun er løgne.

Jeg mærker nattens stille fred,
 giver søvnen lov til at tage mig med.

Fri for angstens skrig!!

Oppe under loftet jeg svæver,
det er så underligt at jeg bæver.

Dernede ligger min krop,
hvorfor er den ikke med mig - stået op.

Jeg føler mig så mærkelig let,
men det er forkert - slet ikke ret.

Er jeg fri fra kroppens indre krig,
fået fred og ro, uden angstens skrig.

Jeg plejer jo at være dernede -inden i,
har jeg mistet lasten og er blevet fri.

Men nej, hylstret rækker ud sin hånd,
jeg kan ikke slippe for de snærende bånd.

Jeg må sørgmodigt krybe tilbage,
skal jo være deri - resten at mine dage.

For helt fri vil jeg nok aldrig  blive,
før jeg lære, at lade angsten stille sive.

Men den har boret sig så fast,
som en tung og smertefyldt last.

Jeg skal derned og tilbage i min krop,
troede lige - angsten  havde givet op.